Afternoon tea med scones, sandwiches, jordbærtærter og meget mere
I denne artikel har vi samlet en række opskrifter som tilsammen vil passe godt til et Afternoon tea arrangement. Afternoon tea er et let måltid, der serveres om eftermiddagen mellem 15.30 og 18.00 og har sine rødder i den engelske overklasse. De typiske serveringer til afternoon tea har været små sandwiches gerne med agurk, æg eller ost. Forskellige former for brød med smør og scones er også helt klassisk. Brød og scones serveres gerne med clotted cream, lemon curd og syltetøj.
Vi har taget lidt af de klassiske engelske afternoon tea opskrifter og tilsat et par klassikere fra andre lande.
Der må gerne serveres lidt bobler til afternoon tea arrangementet. Champagne, Crémant eller Moscato kan anvendes, bare sørg for at vælge en drik der ikke er for tør.
Scones
Scones er en af de klassiske ingredienser i en afternoon tea. Opskriften på scones finder du her. De serveres med god syltetøj eller lemoncurd.
Sandwich med agurk eller æg
Små mundrette sandwiches hører også til en ‘tea’. En af de klassiske sandwiches er en agurkesandwich, som er meget frisk og enkel. Smør noget godt toastbrød med flødeost eller med salatmayonnaise. Læg tynde skiver agurk på brødet og læg overdelen på. Skær skorpen af og del sandwichen i 3-4 stykker.
En anden klassiker er, ligesom i Danmark, en æggesalat sandwich. Hjemmelavet æggesalat med lidt karry laves efter denne opskrift.
Macaron
Macaron har nok ikke tidligere været at finde på et engelsk afternoon tea bord, men er et fransk indslag. Her er der to udgaver med Strawberry cheesecake og lavendel ganache med lemon curd. Begge typer fyld er også serveret sammen med scones.
Chocolate chip cookies
Oprindelsen er amerikansk, men kunne meget vel minde om småkager. En god cookie skal være sprød i overfladen og blød i midten. Opskriften findes her.
Jordbærtærter
En klassisk dansk sommer kage kunne være en Jordbærkage eller en jordbærtærte som her. De er lavet med en mørdej bund, som er penslet med chokolade og derefter fyldt med vaniljecreme og pyntet med danske jordbær.
Lakrids og chokolade cupcakes
Til slut er der valgt chokolade cupcakes med frosting af hvid chokolade og lakrids. På toppen er der pyntet med en Johan Bülow chokoladekugle med solbær og lakrids (den hedder “love”). Se hele opskriften på cupcakes.
Champagne, Te og Kaffe
Der skal som udgangspunkt te til afternoon tea, det siger næsten sig selv. Både te og kaffe passer godt sammen med de lidt sødere kager. Skal der mere luksus til, så skal der næsten lidt bobler i glasset eller lidt god juice.