24. juli 2017 – Hoi An

I Vietnam er det nemt og hurtigt at finde et let måltid og da vi i dag brugte tiden på at gå på opdagelse i Hoi An, var det oplagt at sætte sig på en café med god aircondition og bestille såkaldt “street food”. Midt på dagen er det rigtig varmt, ofte over 30 grader, og samtidig fugtigt, så sulten er ikke så stor, så familien bestilte Pho Ga, kyllingesuppe med nudler, forårsruller og wontons. 

Når vi har bestilt wontons i Danmark, ligner det små runde poser, der er lukket foroven, men der er det store flade og sprødstegte stykker rispapir med en lille klump fyld i midten og ovenpå ligger der en relish af løg, peberfrugt og chili. Lidt sød og lidt stærk. På toppen er de drysset med ristede skalotteløg. Det ser lidt pudsigt ud for en dansker, der jo normalt bruger ristede løg på hotdogs, men det fungerer super fint!