spaghetti

1. april 2018 – Økologisk spaghetti fra egen have

Danskerne spiser mere og mere pasta, som eksempelvis spaghetti, og nu er det blevet muligt at være selvforsynende med spaghetti.

Takket være Italiensk opfindsomhed og mange års hårdt udviklingsarbejde, kan firmaet Agricolas S.p.A. nu tilbyde et produkt til danske haver, som blot skal plukkes og koges som den velkendte tørrede spaghetti. Den nye spaghetti er selvsagt ikke lige så hurtig at lave, da den først skal plukkes, men resultatet er helt i top.

Vi har nu prøvet den nye spaghetti og er meget imponerede – fantastisk smag. Spaghettien er endnu friskere end supermarkedets såkaldte friske pasta.

Vi har haft planten indendørs vinteren over, men den skulle kunne klare ned til -5° C.

Endnu kan man kun få planterne med klassisk spaghetti, men omkring 1. juni skulle der også komme den bredere fettuccine.

Se vores børnefavorit Pasta Carbonara eller Kylling med paprika og pasta samt nogle af de andre favoritopskrifter.

6. december 2017 – Spaghetti bolognese

Spaghetti Bolognese kender vi alle og det er en favorit hos både voksne og børn, men kender du disse 3 fif til en god kødsauce?

For det første skal kødet brunes lidt ad gangen. Det giver mere smag af oksekødet. Så steg lidt ad gangen og tøm gryden, så kødet ikke blot koger.
En god kødsauce bliver ofte bedre med lidt grøntsager (ud over tomaterne). Det handler ikke om at gemme grøntsager i retten men om at give smag. Gulerødder der er revet eller i tynde skiver passer fint og i dagens ret er der tilsat fintsnittede bladselleri.
Til sidst et trick der passer til retter med tomat, så prøv at give kødsaucen en teske sukker. Det giver en god balance til tomaterne.

Spaghetti Bolognese

17. november 2017 – Spaghetti bolognese

Mad kan være avanceret kunst, det kan være enkle fantastiske råvarer serveret på en simpel måde og alligevel er en af vores favoritter spaghetti bolognese. Den typiske danske version har dog ikke meget at gøre med den man får serveret i Bologna, så navnet er nok lidt misvisende. Vi har også prøvet den autentiske version på en fornem restaurant i Bologna. Det var en del af en stor menu med masser af retter og ikke anledningen, hvor man normalt ville forvente en tallerken af klassikeren. Men originalversionen er også en af vores favoritter.

Vi kan i øvrigt anbefale Bologna, som ligger lige midt i Italiens spisekammer. Du finder alle de bedste råvarer fra regionen.

spaghetti bolognese

2. oktober 2017 – Italiensk simrekød med tomatsauce, porrer og spaghetti

Endnu engang starter vi ugen med en måltidskasse fra Aarstiderne, denne gang er det ældstearvingen, der har valgt og det er således “Børnefamiliekassen”.

I dag pakkede jeg en tykkam, der var kogt sous vide, ud og skar i tern. Det skulle så simre med porre, hvidløg, passata af cherrytomater og oregano. Dertil blev serveret fuldkornspasta og som garniture, halverede cherrytomater og snackpeber.

Velbekomme!

simrekød med pasta

 

17. januar 2017 – Frokost, aftensmad og tilbudstip!

I dag er blokindlægget længere end normalt. Jeg har nemlig valgt at poste både frokost og aftensmad og så en lille ekstra ting, nemlig et rigtig godt tilbudstip!

Jeg forsøger så vidt muligt at spise en god og sund frokost og pt. er ristet rugbrød smurt med dijonsennep og belagt med 1/2 avocado, mager hytteost, ristede hasselnødder og salt & peber en absolut favorit! Det smager uendelig meget bedre end det lyder. Det smager virkelig godt! Og dettil kommer selvfølgelig ekstra grøntsager som både fylder og giver fibre.


Vores aftensmad i dag var spaghetti med kødsovs. Måske er det i virkeligheden lidt falsk varebetegnelse at kalde det for kødsovs, for faktisk består den af 2/3-dele grøntsager. Det giver en lettere konsistens og bedre smag, og selv børnene er begejstrede. I starten rev jeg gulerødder m.m. meget fint, for så kunne det gemmes, men efterhånden er det ikke nødvendigt, de har nemlig fundet ud af at det faktisk er ret godt med det ekstra fyld.

Jeg valgte at strimle en squash som erstatning for en del af pastaen i dag, det giver lidt “bid” og så sparer man på kalorierne samtidig.


Og så til tippet!

Vi er rigtig glade for at bruge olivenolie og vil gerne have en olie med ordentlig smag. Man kan blive overrasket over HVOR stor forskel der faktisk er på de forskellige muligheder, der findes. Men vi har fundet en favorit og bruger helst den. Normalt kan man være heldig at finde 1 liter på tilbud til omkring kr. 80,-, men i denne uge har de den til – hold nu fast! – kr. 15,- i Bilka! Så jeg har hamstret og giver hermed tippet videre.